Overfladekondens opstår, når fugten i luften kondenserer på en kold overflade. Lufttemperaturen falder som følge af et koldt bygningselement. Dermed kan luften optage mindre fugt, hvilket kan resultere i kondensdannelse. Hvis den relative luftfugtighed når op på 100 %, opstår der kondensdannelse (se også figur 1). Den temperatur, hvorved der opstår kondensdannelse, kaldes dugpunktet.
Dugpunktet afhænger af temperaturen og luftfugtigheden i rummet (se også figur 3). En høj relativ luftfugtighed og en høj rumtemperatur resulterer i et højere dugpunkt. Ved et højt dugpunkt opstår der hurtigere overfladekondens.
En relativ luftfugtighed på cirka 50 % er normalt i et rum, hvor temperaturen er cirka 20 °C. Her er dugpunktet 9,3 °C. I rum, hvor fugtindholdet er højere, for eksempel på et badeværelse, er der en relativ luftfugtighed på over 60 %. Derfor er dugpunktet højere og risikoen for kondensdannelse større. Ved en relativ luftfugtighed på 60 % og en rumtemperatur på 20 °C ligger dugpunktet allerede ved 12 °C. At dugpunktet i høj grad afhænger af den relative luftfugtighed fremgår tydeligt af kurven i figur 3: En lille stigning i den relative luftfugtighed resulterer i en betydelig forøgelse af dugpunktet. Det medfører en betydeligt øget risiko for kondensdannelse på kolde overflader.
Eksempel: Et skab, der står op ad en ydermur. Her kan den fugtige luft mellem væggen og skabet kondensere som følge af en lav luftgennemstrømning og dermed begrænset opvarmning af ydermuren fra rummet. På samme måde kan der opstå kondensdannelse mellem et gardin og et vindue.
Med en damptryksberegning i henhold til Glaser-metoden ifølge NEN-EN-ISO 13788 kan man ud over risikoen for indvendig kondensdannelse også bedømme kondensmængden.
I henhold til Glaser-metoden er beregningens udgangspunkt en stationær situation. Her tages der ikke højde for fugtens indflydelse på varmeledningskoefficienten. Analysen i henhold til Glaser-metoden anvendes til sammenligning af en konstruktions grænseområder (indvendigt og udvendigt).